Karen Lumholt sætter spot på den måde, vi indretter hverdags- og samfundslivet på samt på det lille barns grundlæggende behov for - fællesskaber og relationer i hverdagen: forældre, bedsteforældre, søskende, naboer, familie-venner, nærsamfund og lærere/pædagoger med overskud. Historisk set er det en relativt kort periode, hvor en familie er blevet splittet ad fra morgenstunden for først at blive forenet igen sidst på dagen. It takes a village to raise a child - så måske vi skal tilbage til en form for landsbyfællesskaber?

Institutionaliserings-graden i Danmark er den største i verden. I Danmark sender vi børnene i institution i en grad, som ikke overgås af noget andet land i verden. Det gør vi fordi begge forældre, nu i et par generationer, har haft arbejdsmarkedet som vigtigste identitetsgiver. Maksimalt arbejdsudbud har været det politiske hovedmål.

I samme periode har institutionerne været presset i retning af kvantitet frem for kvalitet og administration og styring frem for pædagogik. Stik imod hvad mange tror, er de helt små børns følelsesmæssige og sproglige udvikling i stigende grad blevet forsømt. Små børn udvikler eksempelvis sit sprog bedst i samvær med nære, empatiske voksne, der med sproget som en naturlig del af samværet viser dem verden. Mange forældre forsøger at fortrænge den dårlige samvittighed - og lider under krydspres, det grænseløse arbejde 24/7, stress og dårlig samvittighed.

Dette yderst aktuelle foredrag med Karen Lumholt handler om politik og samfundsøkonomi, om synet på pædagogik og læring og på, hvad velfærd og lykke egentlig er, men også om den måde vi hver især prioriterer i hverdagen. 

Velfærd er blevet til ydelser og service i en velfærdsbutik. Men ægte velfærd må tage afsæt i spørgsmålet: Hvad gør mennesker lykkelige? Du har ikke meget glæde af et perfekt måltid mad, hvis du ingen har at dele det med. Skal vi forstå, hvad velfærd er, skal vi forstå mennesket-i-sine-relationer. Velfærd er at høre til, at kunne bidrage og at blive genkendt, siger lykkeforskningen.

Mennesker er blevet opdelt i ressourcestærke og -svage. Men sandheden er, at den der giver noget til andre er lykkeligere, fordi nogen vil tage imod. 

De seneste årtier er faglig ledelse og tillid til de ansatte i det offentlige røget ud til fordel for en teknokratisk og akademisk forståelse af velfærdsprofessionerne og en mere og mere minutiøs styring af de ansatte. Nu erkender det offentliges eget evalueringsinstitut KRAKA, at mål- og rammestyringen har fejlet og skabt et dyrt og dårligt system, som ikke hjælper dem, der har allermest behov.

Velfærdssamfundets professionelle kæmper med rekordhøje stresstal. Også de ansatte folder sig bedst ud i tillid, handlefrihed og værdighed. Det er meningen med arbejdet, der holder os motiverede, glade og raske. 

Dette foredrag folder en relationel forståelse af velfærd ud, hvor begreber som livstilfredshed, relationer og omsorg er centrale. Foredraget lægger også op til refleksion over, hvad det vil sige at være velfærdsprofessionel.